"Alt formår jeg i Ham der giver mig kraft" Fil. 4, 13 : Tak er et meget lille ord, med en enormt stor betydning

Når jeg sidder og tænker lidt over at jeg er ret langt væk hjemmefra, og at jeg nu har været væk i to måneder, kan jeg ikke rigtig finde ud af hvor meget jeg savner DK. For når man ser billeder af en rugbrødsmad og et koldt glas mælk, tænker jeg nøj hvor ville jeg ønske at det var at finde i Uganda. Men savnet til mit liv i DK er der faktisk ikke det helt store af, men jo jeg da savner mine venner og familie, men når man har skrevet eller snakket til med dem, kan man faktisk leve rigtig længe på det! Men det der fylder mest i mit liv, er at jeg ved at om tre måneder, skal jeg hjem til DK igen, og nøj hvor kommer jeg til at savne Uganda! Det er så fantastisk et sted, og der sådan nogle fantastiske mennesker og især børn, som jeg overhovedet ikke tror jeg kan få mig til at forlade! Det er især når man står med en lille sød dreng i hånden, som bare kigger op på mig med de sødeste øjne, og som får mig lyst til at tage ham med hjem i kufferten! Når man sidder inde i babyclass og der kommer 10 børn som alle gerne vil sidde på mit skød, holde mig i hånden, røre ved mig eller bare sidde tæt på mig og have et smil, så smelter mit hjerte, og jeg får lyst til at kramme dem alle sammen. Det er fuldstændigt lige meget, at de ikke kan et ord engelsk og at jeg ikke kan tilstrækkeligt Luganda til at have en samtale med dem, for kunsten at lege og hygge er et universalt sprog.

Jeg har de seneste par måneder oplevet mange rigtig gode ting, men også mange barske og til tider uforstående ting. Jeg kan mærke at det kræver en vis psyke at være hernede og leve med at folk lever under helt andre vilkår end jeg selv gør hjemme i Danmark. Jeg ser hvordan børn går rundt i laset tøj, driver køer fra hjemmet og til den nærmeste eng, jeg ser hvordan mange børn ikke går i skole fordi forældrene ikke har råd til det eller ikke vil bruge penge på det fordi så kan de hjælpe hjemme i marken. Men det er alt sammen kun den ene side af livet hernede, for jeg har aldrig mødt et folk der er så dybt taknemmelige over det de har i livet. De er så enormt taknemmelige over at vi som danske unge mennesker, vælger at tage helt er herned for at være sammen med dem og hjælpe dem. De er Gud så enormt taknemmelig fordi de har mad på bordet i dag, og fordi de har tøj på kroppen.

Jeg ser meget som vi i Danmark ville se som elendighed, men som hernede faktisk er et godt liv, så længe man har mad, tag over hovedet og råd til at gå i skole.
Daniel og jeg har været i gang med at sælge nogle enormt flotte smykker, som en lærer på Cornerstone og en flok piger sidder og laver i deres fritid, for så at sælge dem for at få råd til at gå i skole. Vi har afleveret første omgang penge, som de blev enormt glade for og jeg fik da også et par knus af nogle meget taknemmelige piger, som ellers ikke har råd til at gå i skole. Josephine, læreren som hjælper pigerne, fortalte mig at da hun fortalte hvor meget vi havde samlet ind til pigernes forældre, blev de så glade og at de havde sagt at de vidste slet ikke hvordan de skulle sige tak, for de havde ikke noget at give os, hvor jeg så sagde at de behøver de slet ikke, for os er det nok bare at hjælpe. Men alligevel kom forældrene og pigerne med to ananasser, en pose med sweet potatos og en pose med passionsfrugter til os. De var simpelthen så taknemmelige over at vi havde solgt de smykker som de lavede og derfor havde råd til skolepengene.

Søde piger fra topclass

Den pige jeg skrev om i sidste blogindlæg, hende som havde slået fingeren, hun er to gange kommet til mig siden og givet mig et sukkerrør på halvanden meter, bare som tak fordi jeg hjalp hende med hendes finger, som for øvrigt ser ret godt ud, måske skulle jeg blive sygeplejerske! Men i hvert fald, er hun enormt taknemmeligt over at jeg lappede hende sammen, noget som jeg ville gøre med et hvert menneske, hvis jeg så det. Men for hende betød det noget helt særligt.
Noget andet er når børnene i skolen kommer og giver os en avokado, eller en tomat, eller en lime, bare fordi de lige synes vi skal have det. Nogen ville kalde det at fedte for læreren, nogen bare at være sød, uanset hvad så virker det, og mit hjerte smelter lige en ekstra gang. Det sker også tit at hvis jeg sidder inde i en klasse i pausen for at rette opgaver kommer der en elev over til mig med en halv avokado, eller en sweet potato el. lign. jeg har altid lidt dårlig samvittighed over at spise børnenes madpakker, men kan heller ikke få mig til at sige nej fordi de gør det bare fordi de gerne vil dele med mig, og det synes jeg er sødt!

Bette manden som jeg slet ikke kan stå for

Jeg kan heller ikke stå for søde børn fra babyclass der kommer og bare vil holde os i hånden eller bare have et smil eller et vink. Der er en lille sød fyr som hverdag næsten kommer over og smiler eller sidder lidt ved mig, eller som til idræt helst bare vil gå med mig i hånden i stedet for at lege, jeg overvejede den anden dag til forældredagen hvordan jeg nemmest og mindst opsigtsvækkende kunne stjæle ham med hjem til DK, hvor han er simpelthen for sød. Men så gik det op for mig at jeg nok ikke ville bryde mig om livet som studerende og alenemor til en lille dreng.

Vi har snakket en del med nogle af eleverne på den lokale high school, og både været sammen med dem i kirken og på deres skole. Skolen er en skole med sponsor børn og mange af dem er enten forældreløse eller meget fattige.
Vi er blevet rigtig gode venner med et par af dem, og Rebecca fortalte os hendes historie.

Rebecca er 15 år og i 2008 forlod hendes far moderen og tog hendes ældste lillebror med sig. Så siden da har hun ikke set sin far eller bror. Hun har de seneste fire år gået på Molly and Pauls High school i Kamuzinda, fra senior 1-4 som hun til november er færdig med. Selvom moderen og hendes to små søskende bor lidt udenfor Kampala, går Rebecca alligevel i skole her, fordi det er en sponser skole for forældreløse og fattige. Eftersom faderen sådan set har slået hånden af Rebecca og de små søskende, nægter han at se og betale noget for børnene. Så derfor går Rebecca på skolen i Kamuzinda, for her betaler moderen halvdelen af hendes skolepenge og så får hun sponsoreret resten. Rebecca fortalte hvilken smerte og sorg det var at hendes far sagde at han ikke ville se hende mere, og selvom hun savner sin bror og fortalte at hun tit har grædt over det, så er hun holdt op med at græde fordi hun har lagt det over til Gud og stoler på at han griber ind og ved hvad der skal gøres. Hun fortalte igen og igen at hun bare har lagt det over til Gud og ved at han gør det der skal gøres. Når hun er færdig med senior 4 ønsker hun at tage ind til Kampala og tage s6 og s7 der, fordi der er bedre skoler og der kan hun få de rigtige og gode fag hvis hun skal have en uddannelse som læge. Men hun ved ikke hvordan hun skal få råd til det, for det har moderen ikke råd til. Men det er hendes største ønske. Jeg kan slet ikke forstå hvordan Rebecca kan klare at stå i den slags udfordringer og alligevel være så enormt stærk. Men jeg ved at det er fordi hun hviler i at Gud er med hende, og at han har styr på det hele og at han griber ind når det skal gøres.

Rebecca er en skøn og dejlig pige, som man altid møder med et kæmpe smil og hun er altid i godt humør. Man kan ikke mærke på hende at hun har været igennem noget så forfærdeligt som det hun har. Hun er blevet en rigtig kær ven, og når vi er sammen griner vi rigtig meget og har det sjovt, og vi ved ikke altid hvorfor vi griner.