"Alt formår jeg i Ham der giver mig kraft" Fil. 4, 13 : ”Den dag brød kilderne fra det store urdyb igennem, og himlens vinduer blev åbnet og regnen faldt.” 1 mos. 7, 11

Okay måske er det ikke så voldsomt som da syndfloden kom i GT, men regntiden er i hvertfald begyndt, og det regner hver dag nu.
Mandag snakkede jeg med en meget trist Pontiano som havde været ude i sine marker og alt var meget tørt. Næste morgen var han i et helt andet humør, han smilede fra det ene øre til det andet, for regnen var i den grad kommet! Så selvom vi skulle ud og køre boda i 20 min. Hvor det bare stod ned i lår fede stråler, kunne jeg ikke være utilfreds med regnen efter jeg så hvor glad Pontiano var, for nu skulle han ud og så majs. Det er fantastisk at man kan være så taknemmelig over noget så basalt som regn, at man takker Gud for at lade regnen komme og starte på regntiden, efter en rigtig lang tørke.

Man har virkelig en taknemmelighed over alt hvad man har i livet, det er så dejligt at opleve, og det er virkelig noget jeg kan lære rigtig meget af. Bare at vi har et godt sygehusvæsen, hvor man kan gå til lægen når man har behov for det, at man kan gå gratis i skole og endda FÅ penge for det, og have luksus som strøm hele tiden. Men jeg har virkelig også fundet ud af at sådan noget som en masse fine ting som computer og mobil det er lige meget, man kan sagtens leve uden.

En anden ting er at vi i vesten har en tendens til at få Afrika til at virke meget værre end det rent faktisk er. Vi tror at alle folk er sultne og har et elendigt liv, men det er faktisk ikke sandt. Når vi går rundt på skolen og ser hvordan børnene i frikvarteret eller i idræt er så glade og smiler og har det sjovt. Eller at de langt hen af vejen er almindelige børn som ikke altid gider at gå i skole, ligesom børn i DK. Jo de er helt sikkert lykkelige for at have muligheden for at gå i skole, men det kan man også glemme når man har siddet i det samme klasseværelse i to timer.

Men ja der er folk der er fattige og ikke har meget, men de er lykkelige over hvad de har, og så længe man kan gå i skole hernede, har man en mulighed for at blive til noget stort i livet!
For det er ikke en Iphone eller computer der gør der lykkelig – tværtimod!

Ude på skolen blev det en dag hvor vi legede limbo inde i et alt for lille klasseværelse fordi vi ikke kunne være udenfor i idræt, og lærte nogle af lærerne at snakke dansk, så nu kan de sige ”hej min skat” og ”jeg elsker dig, elsker du mig?”, jeg har senere fundet ud af at det var meget dumt at lære dem det, for nu sige de ikke andet.
Da vi kom hjem hjalp vi Pontiano med at så majs, hvor man ligger majs i en rende der er lavet i jorden, og så dækker det til med en hakke. Det var rigtig sjovt at prøve at så majs med håndkraft, vi gjorde det i en af de andre marker dagen efter igen.

Jeg også blevet til en rigtig Ugander, vi var ude på Cornerstone, og børnene blev sendt ud for at hente mursten til det nye køkken i stedet for det gamle som er brast sammen. Vi gik med og det var så sjovt en tur, vi gik ca. Halvanden km ud til hvor murstene var og jeg gik med nogle af pigerne fra p6 og p7 og snakkede, de er virkelig søde! Da vi kom derud, lavede en af pigerne en krans af græs til mig, som jeg skulle sætte på hovedet og så ligge murstene derpå, jeg fik to mursten på hovedet og vi begyndte at gå tilbage til skolen. Det var til stor underholdning for både elever og lærer at en mzungu bar rundt på mursten på hovedet, og jeg gik hele vejen hjem med dem på hovedet, dog kunne jeg ikke balancere uden at holde lidt på dem, men det var heller ikke alle børn der kunne. Da vi næsten var hjemme, gik jeg forbi en pige fra p3 som græd rigtig meget, og jeg fandt ud af at en af drengene havde jagtet hende og hun var faldet med murstenene på hovedet og de var faldet ned på hendes hånd og hun havde fået to grimme sår på fingeren, så jeg gik med armen om hende og to mursten på hovedet resten af vejen hjem. Da vi kom tilbage fik jeg vasket hendes hånd og undersøgt om hun bevæge den. Det kunne hun heldigvis, så jeg lagde to plastre på og vi kunne nok konstatere at det mest bare var slaget og forskrækkelsen. Men der fik jeg også navnet nurse Anna, fordi det nu er anden gang jeg har lappet sammen på en elev på Cornerstone.