søndag den 23. marts 2014

Tak er et meget lille ord, med en enormt stor betydning



Når jeg sidder og tænker lidt over at jeg er ret langt væk hjemmefra, og at jeg nu har været væk i to måneder, kan jeg ikke rigtig finde ud af hvor meget jeg savner DK. For når man ser billeder af en rugbrødsmad og et koldt glas mælk, tænker jeg nøj hvor ville jeg ønske at det var at finde i Uganda. Men savnet til mit liv i DK er der faktisk ikke det helt store af, men jo jeg da savner mine venner og familie, men når man har skrevet eller snakket til med dem, kan man faktisk leve rigtig længe på det! Men det der fylder mest i mit liv, er at jeg ved at om tre måneder, skal jeg hjem til DK igen, og nøj hvor kommer jeg til at savne Uganda! Det er så fantastisk et sted, og der sådan nogle fantastiske mennesker og især børn, som jeg overhovedet ikke tror jeg kan få mig til at forlade! Det er især når man står med en lille sød dreng i hånden, som bare kigger op på mig med de sødeste øjne, og som får mig lyst til at tage ham med hjem i kufferten! Når man sidder inde i babyclass og der kommer 10 børn som alle gerne vil sidde på mit skød, holde mig i hånden, røre ved mig eller bare sidde tæt på mig og have et smil, så smelter mit hjerte, og jeg får lyst til at kramme dem alle sammen. Det er fuldstændigt lige meget, at de ikke kan et ord engelsk og at jeg ikke kan tilstrækkeligt Luganda til at have en samtale med dem, for kunsten at lege og hygge er et universalt sprog. 
Jeg har de seneste par måneder oplevet mange rigtig gode ting, men også mange barske og til tider uforstående ting. Jeg kan mærke at det kræver en vis psyke at være hernede og leve med at folk lever under helt andre vilkår end jeg selv gør hjemme i Danmark. Jeg ser hvordan børn går rundt i laset tøj, driver køer fra hjemmet og til den nærmeste eng, jeg ser hvordan mange børn ikke går i skole fordi forældrene ikke har råd til det eller ikke vil bruge penge på det fordi så kan de hjælpe hjemme i marken. Men det er alt sammen kun den ene side af livet hernede, for jeg har aldrig mødt et folk der er så dybt taknemmelige over det de har i livet. De er så enormt taknemmelige over at vi som danske unge mennesker, vælger at tage helt er herned for at være sammen med dem og hjælpe dem. De er Gud så enormt taknemmelig fordi de har mad på bordet i dag, og fordi de har tøj på kroppen.
Jeg ser meget som vi i Danmark ville se som elendighed, men som hernede faktisk er et godt liv, så længe man har mad, tag over hovedet og råd til at gå i skole.
Daniel og jeg har været i gang med at sælge nogle enormt flotte smykker, som en lærer på Cornerstone og en flok piger sidder og laver i deres fritid, for så at sælge dem for at få råd til at gå i skole. Vi har afleveret første omgang penge, som de blev enormt glade for og jeg fik da også et par knus af nogle meget taknemmelige piger, som ellers ikke har råd til at gå i skole. Josephine, læreren som hjælper pigerne, fortalte mig at da hun fortalte hvor meget vi havde samlet ind til pigernes forældre, blev de så glade og at de havde sagt at de vidste slet ikke hvordan de skulle sige tak, for de havde ikke noget at give os, hvor jeg så sagde at de behøver de slet ikke, for os er det nok bare at hjælpe. Men alligevel kom forældrene og pigerne med to ananasser, en pose med sweet potatos og en pose med passionsfrugter til os. De var simpelthen så taknemmelige over at vi havde solgt de smykker som de lavede og derfor havde råd til skolepengene.
Søde piger fra topclass 
Den pige jeg skrev om i sidste blogindlæg, hende som havde slået fingeren, hun er to gange kommet til mig siden og givet mig et sukkerrør på halvanden meter, bare som tak fordi jeg hjalp hende med hendes finger, som for øvrigt ser ret godt ud, måske skulle jeg blive sygeplejerske! Men i hvert fald, er hun enormt taknemmeligt over at jeg lappede hende sammen, noget som jeg ville gøre med et hvert menneske, hvis jeg så det. Men for hende betød det noget helt særligt.
Noget andet er når børnene i skolen kommer og giver os en avokado, eller en tomat, eller en lime, bare fordi de lige synes vi skal have det. Nogen ville kalde det at fedte for læreren, nogen bare at være sød, uanset hvad så virker det, og mit hjerte smelter lige en ekstra gang. Det sker også tit at hvis jeg sidder inde i en klasse i pausen for at rette opgaver kommer der en elev over til mig med en halv avokado, eller en sweet potato el. lign. jeg har altid lidt dårlig samvittighed over at spise børnenes madpakker, men kan heller ikke få mig til at sige nej fordi de gør det bare fordi de gerne vil dele med mig, og det synes jeg er sødt! 

Bette manden som jeg slet ikke kan stå for

Jeg kan heller ikke stå for søde børn fra babyclass der kommer og bare vil holde os i hånden eller bare have et smil eller et vink. Der er en lille sød fyr som hverdag næsten kommer over og smiler eller sidder lidt ved mig, eller som til idræt helst bare vil gå med mig i hånden i stedet for at lege, jeg overvejede den anden dag til forældredagen hvordan jeg nemmest og mindst opsigtsvækkende kunne stjæle ham med hjem til DK, hvor han er simpelthen for sød. Men så gik det op for mig at jeg nok ikke ville bryde mig om livet som studerende og alenemor til en lille dreng.

Vi har snakket en del med nogle af eleverne på den lokale high school, og både været sammen med dem i kirken og på deres skole. Skolen er en skole med sponsor børn og mange af dem er enten forældreløse eller meget fattige.
Vi er blevet rigtig gode venner med et par af dem, og Rebecca fortalte os hendes historie.
Rebecca er 15 år og i 2008 forlod hendes far moderen og tog hendes ældste lillebror med sig. Så siden da har hun ikke set sin far eller bror.  Hun har de seneste fire år gået på Molly and Pauls High school i Kamuzinda, fra senior 1-4 som hun til november er færdig med. Selvom moderen og hendes to små søskende bor lidt udenfor Kampala, går Rebecca alligevel i skole her, fordi det er en sponser skole for forældreløse og fattige.  Eftersom faderen sådan set har slået hånden af Rebecca og de små søskende, nægter han at se og betale noget for børnene. Så derfor går Rebecca på skolen i Kamuzinda, for her betaler moderen halvdelen af hendes skolepenge og så får hun sponsoreret resten. Rebecca fortalte hvilken smerte og sorg det var at hendes far sagde at han ikke ville se hende mere, og selvom hun savner sin bror og fortalte at hun tit har grædt over det, så er hun holdt op med at græde fordi hun har lagt det over til Gud og stoler på at han griber ind og ved hvad der skal gøres. Hun fortalte igen og igen at hun bare har lagt det over til Gud og ved at han gør det der skal gøres. Når hun er færdig med senior 4 ønsker hun at tage ind til Kampala og tage s6 og s7 der, fordi der er bedre skoler og der kan hun få de rigtige og gode fag hvis hun skal have en uddannelse som læge. Men hun ved ikke hvordan hun skal få råd til det, for det har moderen ikke råd til. Men det er hendes største ønske. Jeg kan slet ikke forstå hvordan Rebecca kan klare at stå i den slags udfordringer og alligevel være så enormt stærk. Men jeg ved at det er fordi hun hviler i at Gud er med hende, og at han har styr på det hele og at han griber ind når det skal gøres.
Rebecca er en skøn og dejlig pige, som man altid møder med et kæmpe smil og hun er altid i godt humør. Man kan ikke mærke på hende at hun har været igennem noget så forfærdeligt som det hun har. Hun er blevet en rigtig kær ven, og når vi er sammen griner vi rigtig meget og har det sjovt, og vi ved ikke altid hvorfor vi griner.  
Rebecca er den sødeste og mest smilende pige jeg kender

Solnedgang og afrikaner Daniel, billedet er taget i et heldigt øjeblik


Sukkerrør er en stor succes blandt de lokale og Daniel


Når det regner hernede så regner det med stil, og så står det ned i lår fede stråler

Og så siger det spar to! 
På vej til Cornerstone på boda
Isaiah 26, 8
Walking in the way of your laws, we wait for you; your name and renown are the desire of our hearts.

Esajas 26, 8 
Vi følger dine bud, til dig sætter vi vort håb, Herre, vi længes efter dit navn og ry

Guds fred
Henriette




fredag den 14. marts 2014

”Den dag brød kilderne fra det store urdyb igennem, og himlens vinduer blev åbnet og regnen faldt.” 1 mos. 7, 11

Okay måske er det ikke så voldsomt som da syndfloden kom i GT, men regntiden er i hvertfald begyndt, og det regner hver dag nu.
Mandag snakkede jeg med en meget trist Pontiano som havde været ude i sine marker og alt var meget tørt. Næste morgen var han i et helt andet humør, han smilede fra det ene øre til det andet, for regnen var i den grad kommet! Så selvom vi skulle ud og køre boda i 20 min. Hvor det bare stod ned i lår fede stråler, kunne jeg ikke være utilfreds med regnen efter jeg så hvor glad Pontiano var, for nu skulle han ud og så majs. Det er fantastisk at man kan være så taknemmelig over noget så basalt som regn, at man takker Gud for at lade regnen komme og starte på regntiden, efter en rigtig lang tørke.

Man har virkelig en taknemmelighed over alt hvad man har i livet, det er så dejligt at opleve, og det er virkelig noget jeg kan lære rigtig meget af. Bare at vi har et godt sygehusvæsen, hvor man kan gå til lægen når man har behov for det, at man kan gå gratis i skole og endda FÅ penge for det, og have luksus som strøm hele tiden. Men jeg har virkelig også fundet ud af at sådan noget som en masse fine ting som computer og mobil det er lige meget, man kan sagtens leve uden.
En anden ting er at vi i vesten har en tendens til at få Afrika til at virke meget værre end det rent faktisk er. Vi tror at alle folk er sultne og har et elendigt liv, men det er faktisk ikke sandt. Når vi går rundt på skolen og ser hvordan børnene i frikvarteret eller i idræt er så glade og smiler og har det sjovt. Eller at de langt hen af vejen er almindelige børn som ikke altid gider at gå i skole, ligesom børn i DK. Jo de er helt sikkert lykkelige for at have muligheden for at gå i skole, men det kan man også glemme når man har siddet i det samme klasseværelse i to timer.
Men ja der er folk der er fattige og ikke har meget, men de er lykkelige over hvad de har, og så længe man kan gå i skole hernede, har man en mulighed for at blive til noget stort i livet!
For det er ikke en Iphone eller computer der gør der lykkelig – tværtimod!
 
Ude på skolen blev det en dag hvor vi legede limbo inde i et alt for lille klasseværelse fordi vi ikke kunne være udenfor i idræt, og lærte nogle af lærerne at snakke dansk, så nu kan de sige ”hej min skat” og ”jeg elsker dig, elsker du mig?”, jeg har senere fundet ud af at det var meget dumt at lære dem det, for nu sige de ikke andet.
Da vi kom hjem hjalp vi Pontiano med at så majs, hvor man ligger majs i en rende der er lavet i jorden, og så dækker det til med en hakke. Det var rigtig sjovt at prøve at så majs med håndkraft, vi gjorde det i en af de andre marker dagen efter igen.

Jeg også blevet til en rigtig Ugander, vi var ude på Cornerstone, og børnene blev sendt ud for at hente mursten til det nye køkken i stedet for det gamle som er brast sammen. Vi gik med og det var så sjovt en tur, vi gik ca. Halvanden km ud til hvor murstene var og jeg gik med nogle af pigerne fra p6 og p7 og snakkede, de er virkelig søde! Da vi kom derud, lavede en af pigerne en krans af græs til mig, som jeg skulle sætte på hovedet og så ligge murstene derpå, jeg fik to mursten på hovedet og vi begyndte at gå tilbage til skolen. Det var til stor underholdning for både elever og lærer at en mzungu bar rundt på mursten på hovedet, og jeg gik hele vejen hjem med dem på hovedet, dog kunne jeg ikke balancere uden at holde lidt på dem, men det var heller ikke alle børn der kunne. Da vi næsten var hjemme, gik jeg forbi en pige fra p3 som græd rigtig meget, og jeg fandt ud af at en af drengene havde jagtet hende og hun var faldet med murstenene på hovedet og de var faldet ned på hendes hånd og hun havde fået to grimme sår på fingeren, så jeg gik med armen om hende og to mursten på hovedet resten af vejen hjem. Da vi kom tilbage fik jeg vasket hendes hånd og undersøgt om hun bevæge den. Det kunne hun heldigvis, så jeg lagde to plastre på og vi kunne nok konstatere at det mest bare var slaget og forskrækkelsen. Men der fik jeg også navnet nurse Anna, fordi det nu er anden gang jeg har lappet sammen på en elev på Cornerstone. 

Dreng der leger i Kamuzinda


En lille dreng i Kamuzinda med hans legetøj lavet af en dunk


I gang med at bygge vores nye terrasse


Vi bærer på afrikanske manér


Lærer lige at spille trommer af Paul og Rebecca


Søndagsskole hvor jeg underviste i historien om Lazarus 


Morgensamling på Cornerstone

Så alt i alt har jeg det rigtig godt, og nyder stadig i høj grad mit eventyr.

Rom 5, 8
men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.


Guds fred
Henriette

onsdag den 5. marts 2014

10 ting jeg har lært i Uganda

Hernede går det godt og endnu en uge er gået og vi har det godt.

Her kommer nogle af de ting som jeg indtil videre har lært i Uganda:

1. Afrika er Afrika, og alt går galt i Afrika og det kan man heller ikke regne med. Men det skal nok løse sig alligevel.
2. Afrikansk tid – tingene tager den tager de tager, og tager de længere tid går det nok også. Man kan ikke komme for sent, medmindre man går i skole eller er lærer, men det tager man alligevel ikke så tungt. Og hvis man virkelig vil af sted nu skal man sige ”now now” og ikke bare ”now”!
3. Hav altid første-hjælps-kassen med, for man kan altid lappe lidt sammen på eleverne på skolen. Enten så har de en masse små skrammer, eller også kommer en af de store elever med en lille pige som er blevet kørt ned af en boda. Ja, det er sket, dog var hun nok bare blevet væltet af en boda, og fået en del sår som jeg fik lappet lidt sammen på.
4. Hold dig væk fra storbyen, den er både alt for stor og så får man madforgiftning og så er der lang vej hjem i en taxa!! Og så er det meget mere hyggeligt at bo ude på landet hvor folk er meget mere søde og dejlige!
5. Man hilser på alle mennesker også dem man ikke kender, og de spørger altid ”hello, how are you”, eller ”hello, how is life?” og de vil ikke høre andet en ”I am fine” det er standart svaret hernede.
6. Det betyder alverden, at vi som muzunguer (hvide mennesker) vinker til børnene når de løber og råber ”bye muzungu” det kan redde deres dag, også selvom man bliver virkelig træt af at vinke.
7. Folk tror at man er en hæveautomat hvor de kan få penge, og det handler bare om at sige nej, for det hjælper ikke noget at de tror at hvert et hvidt menneske der kommer kan give dem hvad de mangler
8. En lyshåret hvid pige i Uganda er meget spændende for mændene, så har fået en del tilbud, så det kan være jeg bliver her, hvis der kommer et rigtig godt tilbud!
9.  Vær forsigtig i trafikken! Vi har i dag set vores første (og forhåbentligt sidste) trafik uheld, en lastbil der havde rullet en boda. To mennesker og en boda lå på vejen og lastbilen lå i grøften, det var frygteligt, i hvertfald to døde, sandsynligvis tre. Hernede kommer trafikanterne i rang orden: lastbiler og busser kommer først, så minibusser, biler, bodaer og til sidst cykler og fodgængere.
10. Taknemmelighed til det de har i livet, de takker Gud for hvad de har og er taknemmelige over at de har mad på bordet, og tøj på kroppen. – noget som vi i DK kunne lære meget af og ikke bare tage alt for givet.
11. Bibelen er en vejviser, hernede sover man med bibelen i hånden. Man bruger bibelen som vejviser for sit liv og giver Gud ære for hvad man har i livet.
12. Afrika og Uganda er et vidunderligt sted, folk er søde og hjælpsomme og vil bare gerne trykke ens hånd og snakke med en.

Og ja jeg ved godt at det var 12 ting, men det lyder meget bedre med 10 i overskriften.

Men alt i alt har vi det godt, og nyder tiden og for det meste også varmen, selvom den kan blive noget varmt, og så mangler vi regn, der har været tørke i alt for lang tid!



endnu en gang i mine p2, bare fordi de er så søde

Jeg kan normalt ikke lide opstillede billeder, men Mahad og Junior er bare så søde her på

Simon says er altid en succes

Små drenge der driver køerne hjem inden aften

Børn der er sendt ned efter vand. I Kamuzinda foregår det ved der i muren er et lille hul hvor vandet løber meget langsomt ud af, og så kan man så samle det der. Det tager sin tid at fylde en 20 liters dunk!

Solnedgangen på en gåtur i Kamuzinda


Bare fordi de er lidt søde med deres hakke over skulderen

Guds fred
Henriette

salm. 37, 5
 ”din fremtid skal du ligge i Herrens hænder, stol på ham, så griber han ind.”