Good afternoon madam, you are welcome teacher Ann, kært barn har mange navne

 Så gik der en uge mere, og som tiden dog bare løber af sted, nu er det en måned siden vi tog afsked med familien i Københavns lufthavn.

Men vi har det godt, og nyder Afrikas perle, og varmen.

Der er sket mange ting siden sidst:

På Cornerstone går det godt, vi er ved at være inde i rytmen og har det sjovt med eleverne og lærerne. Undervisningen går stille og roligt og vi håber at eleverne forstår os og at de ikke bare svarer ”yes teacher” når jeg spørger om de forstår hvad jeg lige har undervist i. En anden sjov ting er at uanset hvornår man kommer ind i en klasse, rejser alle eleverne sig op og siger ”you are welcome teacher Ann.” og nogle gange kommer der også en sang eller to, og de prøver altid at fyre den af et par gange, tænk hvis man kunne bruge timen på det.

I Uganda har de meget svært ved at sige Henriette, så jeg har fået mange forskellige sjove navne, bl.a. Anna, Hannah, Ann, så man må sige at kært barn har mange navne, for populær er jeg vist især blandt mændene, det er til stor underholdning for Daniel, men de kan bare ikke stå for det lyse hår og de blå øjne. En anden sjov ting er at når man hilser på hinanden siger man altid enten Sir eller Madame, så jeg bliver også kaldt enten Madame eller Njabbo som er madame på Luganda som er sproget folk taler hernede, så jeg føler mig vældig voksen når folk kalder mig det!

Vi er også godt i gang med at lære Luganda, og er godt igennem de fleste hilsener, og der er virkelig mange. Så når vi kommer hjem snakker vi næsten flydende Luganda, (læs lidt Luganda). Men folk synes det er sjovt vi kan snakke lidt, og især ældre mennesker forventer at når vi kan hilse på Luganda så må vi kunne forstå alt, så derfor begynder de at snakke på Luganda og vi står faktisk ikke og forstår ret meget, men hvis man svarer ”Karle” som betyder okay eller ja, så det kan næsten svare på alt.   

Onsdag aften gik vi ned i Kamuzinda by og ned på den lokale high school der ligger havde skolen elever der bor på skolen, gang i en aften andagt med sang. Og da vi havde hørt det, musikken valgte vi at gå derned. Men da vi kom derned var de færdige med at spille og vi snakkede med nogle af de unge som fortalte at de rejser rundt i verdenen med deres kor. De inviterede os til at komme igen dagen efter for at høre dem synge, og være med til deres andagt. Så vi tog derned igen torsdag aften og var der i godt tre timer, hørte dem spille, snakkede med rektoren, skolens stifter, og snakkede med de unge mennesker, som er på vores egen alder så vi fik noget omgang med folk på vores egen alder. De er simpelthen så super godt, og det lyder så godt så engang i mellem sniger(læs går) vi os ned for at høre dem spille fordi de er så er så gode.

Lørdag var vi på safari med de to piger fra Canada, og Pontiano, Rogers, Enog og Solomon, vi tog en køretur ca. 2 timer væk til Lake Muburo, hvor der ligger en lille nationalpark hvor vi var i en tre- fire timer. Vi havde en god dag og så mange dyr, vi så flodheste, zebraer, måske en krokodille, den var ret langt væk, men det tror vi det var, aber, flere forskellige slags, vortesvin, bøfler, antiloper, og mange forskellige slags antilope lign. dyr og vi var glade for at bruge dagen i parken.

Vi så flere forskellige aber på turen

Bøfler så vi mange af

Vi så mange forskellige slags antiloper, dette er den ene slags

Udsigten over lake Muburo

En zebra er blevet mit absolutte ynglings dyr

De er bare så flotte

'

Men alt i alt går det rigtig godt, og vi nyder vores liv hernede, der er søde og dejlige mennesker, og vi glæder os over vores nye hverdag med mange godt og sjove udfordringer.

Guds fred

Henriette

Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« john. 3.3

Afrikas perle, Cornerstone, solgt for fem okser, taknemlighed over mit liv, tak Gud

Så blev det midt i Februar, og det er mere end tre uger siden vi forlod DK, og jeg elsker Uganda, det er så fedt at være her og folk er bare så søde og hjælpsomme.

Den sidste uge har været meget stille og rolig men gået sindssygt stærkt, det føles ikke som om det er en uge siden der sidst var søndag og vi var i kirke.

Min søde p2 i engelsk

Vi er nu rigtig kommet i gang på skolen Cornerstone, vi har fået vores skema og efter lidt om rokering giver den nu meget mere mening og det er et skema som jeg godt kan leve med i de næste snart kun fire måneder. Jeg har nu p1 og p2 til engelsk og jeg nyder det så meget, selvom de yngste i p1 kun er 5 år og det derfor er liidt svært at kommunikere på engelsk så fungerer det alligevel og jeg prøver at fyre nogle af de Lugandiske gloser af som jeg kan, og så går en time faktisk ret hurtigt. Jeg føler at eleverne er begyndt at kunne forstå mig bedre og de kigger ikke lige så dumt på mig mere som de gjorde de første par dage, og JA det var helt bestemt fordi de ikke forstod mig at de kiggede dumt på mig!
Udover engelsk har jeg sammen med Daniel p1 og p2 til PE som er idræt, og selvom der kun står p1 og p2 på skemaet har vi også altid topclass og nogle få fra babyclass også, og det gør det nogle gange lidt svært fordi så har vi tre ret store klasser sammen og det ender med at blive virkelig mange børn der render rundt og de små fra topclass og babyclass forstår ikke et ord af hvad vi siger, så det er altid ret spændende.

P2, mine søde elever

Så er vi også kommet rigtigt i gang ude på babyhjemmet, efter en pause pga. Daniels finger, så nu går det rigtig fint derude, og de er så søde og mamaerne er rigtig gode til at give dem kærlighed og omsorg og lege med dem, så det er ikke kun os der leger med børnene. Så det er virkelig et børnehjem der forstår at give børnene den kærlighed de trænger til og det er dejligt at se at de også findes hernede.

Ellers har vi nu også rigtig prøvet at køre taxa ”african style”, det foregår ved at i en alm. Toyota stationcar, hvor vi i DK ville sætte fem ind i, kan man  sagtens proppe og klemme 10 voksne mennesker ind i, det er ikke noget problem. Så det er lidt sjovt at køre 20 min. Hvor man sidder oven på mennesker og sveder og bliver rigtig klam.

En up date på Daniels finger er at vi ikke skal rende mere til klinikken, fordi såret nu er lukket og ser fint ud, og der er ikke infektioner, så det er dejligt! Men det har været sjovt og se hvordan en afrikansk læge ser ud, men det er også sidste gang vi skal derind har vi aftalt, for vi har nu været nok derinde og er færdige med det. Så vi bliver ikke syge mere, det har vi aftalt, og en aftale er en aftale!

Børnene leger

Ellers har ugen budt på fødselsdag med Pontiano og Rogers Enog der blev fire år, så det var en hyggelig aften hvor vi slap for at lave mad wuhuu! Og vi fik kage – Bonus!

Søndags skole

I går lørdag blev brugt sammen med Herbert en af lærerne fra Cornerstone, vi havde aftalt at vi skulle ud og se nogle rigtig afrikanske runde hytter sammen med ham. Så vi tog af sted halv 9 fra farmen, hvor Josef vores boda chauffør kom og hentede os og kørte os der ud og hjem igen. Vi havde sukker og majsmel med til dem vi kom ud og besøgte, og så havde vi noget slik med til børnene. Da vi kom til Cornerstone gik vi sammen med Herbert ud til hytterne, og det var ikke bare en lille smuttur, nej det var en tur der føltes meget lang, fordi vi havde hver ca. 7-8 kilo i tasken af alt det vi havde med. Turen derud var ca. 3-4 km, og så lå hytterne ikke just lige ved siden af hinanden, de lå mellem en halv og 1,5 km mellem hinanden. Så vi fik gået nogle km, men havde en rigtig god tur, hvor vi lærte Herbert meget bedre at kende og hyggede os med ham. Vi besøgte 7-9 familier og så hvordan de boede, hvordan de slet overhovedet ikke har el, og de har ikke ret meget og heller ikke noget der kan kaldes møbler. Vi mødte flere elever der går ude på Cornerstone, og det var vildt at gå den vej de går flere gange om dagen for at komme i skole. 

Manden der tilbød Daniel fem okser for mig

Vi mødte nogle dejlige mennesker, og vi mødte også en mand der sagde at han gerne ville have en hvid kone, spurgte Daniel hvor meget han skulle have for mig og om han ikke ville have en af hans døtre i bytte med mig, hvor efter Daniel svarede at han skulle have fem okser for mig, og den her mand var meget gammel, og ikke just noget for mig, så det blev dagen hvor jeg var ved at blive solgt for fem okser. Er da meget glad for at de ikke blev til noget alligevel, ved ikke hvordan mine forældre ville have reageret hvis jeg ikke kom med hjem mere, eller hvis jeg kom slæbende med en 40-50 årig gammel mand… Men det hele er en del af oplevelsen! Men det var en rigtig god dag, vi hyggede os, men da  jeg kom hjem var jeg også meget træt og øm efter at have gået så meget og med så mange kilo. Det var en fed oplevelse at se hvor taknemmelige familierne var over den lille smule vi gav dem, selvom det ikke var nok til mere end et måltid, var det et måltid som de nu ikke skulle bekymre sig om. Selv om familierne var enormt fattige og super mange og ikke havde ret mange resurser, var de stadig bare glade og smilende og enormt taknemmelige over det de havde. Det er virkelig noget vi i DK kan lære helt vildt meget af, at man skal nyde det man har, og at vi skal nyde alle de gode ting vi har, for der er nogle mennesker der ikke har det og de får det hele til at fungere anyway. Så når vi pylre over at være trætte af lektierne så tænk på dem som ikke har mulighed for at gå i skole, og når vi ikke synes vi får nok i SU, så tænk på dem som slet ikke får penge. Når vi er trætte af at arbejde 37 timer om ugen så tænk på dem der hernede som arbejder 10-12 timer hver dag og deres løn er meget mindre hvis de overhovedet får løn, det kan være de kun får et måltid mad om dagen. Jeg har i hvertfald virkelig fundet ud af hvad det vil sige at være fattig i Uganda og jeg tror ikke engang vi har set det værste endnu.

Da vi kom hjem, var Pontiano og hans arbejdere i gang med at pille alle de majs af de majskolber vi hentede en af de første dage her på farmen, de er nu blevet tørret og er klar til at blive pillet og så skal de males til majsmel og så laves til Poscho som ca. er det billigste måltid mad man kan lave hernede. Så vi satte os og hjalp og vi sad der fra kl. 18-21 og jeg fik samlet mig en lille fin bunke af majs. Vi snakkede og hyggede os og selv om der blev mørkt kl. 19.30 så blev vi siddende og snakkede med Pontiano og en kvinde fra Canada som arbejder her på farmen, og det var virkelig en god aften.

Om søndagen tager vi i Kamuzinda Victory Church, her er vi ca. fra kl. 9.30- 13.30, i det tidsrum foregår gudstjenesten, her når man at have vidnemøde, lovsang, indsamling, prædiken, og under prædiken går børnene ud til Sunday School, altså søndag skole, her er vi med til og det er en rigtig god og hyggelig time- halvanden. 

Her lige en hilsen til mine søde venner Linea og Benny, tillykke med brylluppet i går, i var i mine tanker, drømte mig til DK, i var så flotte!

Ellers er der ikke meget nyt under solen i Afrikas perle, her går alt godt og vi nyder vores nye hjem.

Guds fred

Henriette

Esajas 40, 31

Men de, der håber på Herren, får nye kræfter

de får vinger som ørne.

de løber uden at blive trætte, 

de vandre uden at udmattes. 

Matooke, Klinikken, Cornerstone, søde mennesker, Gud er awesome!

Her er lige en opdatering fra Uganda 

Sidste mandag havde jeg aftalt med Rogers at hun skulle lære mig at lave matooke, som er de grønne bananer hernede, også kaldet mad bananer. Matooke kan laves til en slags banan mos, som smager stort set lige som kartoffelmos. Matooke bananer har ikke samme konsistens som de gulebananer, men er hårde og det grønne på dem skal skrælles/skæres af. Derefter skal de over kog ligesom kartofler. Da jeg skulle finde Rogers og aftale hvornår vi skulle lave det, var hun ikke hjemme men var over ved gæstehuset, så jeg gik derover og fandt hende over ved hendes søster, som om aftenen lige havde født en lille søn, så jeg så en én dag gammel lille sød og dejlig dreng! Han var bare så sød! Men som Rogers sagde lige nu ligner han en Muzungu, han er stadig meget hvid, og om et stykke tid bliver han mørk som de andre.

Søde Solomon og Enog

Søde Solomon

Rogers havde bagt kage, så vi fik lige en!

Tirsdag blev en dag som vi nok ikke lige glemmer igen, men den startede meget normalt. Vi tog ud på skolen og begyndte at undervise lidt, så hvordan de andre lærer gjorde det og gik ellers bare en bog som vi kunne begynde at undervise fra. Da vi kom hjem hjalp vi om aftenen Pontiano med at hakke noget halm/hø som skulle bruges som foder til grisene. Det gik Daniel i gang med sammen med nogle af drengene på farmen, det skulle gøres i en maskine som hakkede det med nogle blade inde i maskinen. I mens de var i gang, hjalp jeg med at lave mursten, på den moderne afrikanske måde. vi tog noget af de  flotte røde jord, puttede i en lille maskine uden strøm, som man putter jorden i, og så sætter låget på og trækker en stang henover og så presser den jorden sammen med en sådan kraft at den presser murstenen sammen og man kan løfte murstenen op, og så har man lavet en mursten. Da vi var ved at være færdige, gik vi over til Daniel og drengene som stadig var i gang med at hakke. Pontiano siger at han synes vi skal stoppe for i dag, men Daniel synes lige så godt vi skal gøre det færdigt. Efter ca. Fem min. Sidder noget fast i maskinen og Daniel prøver at få det fri vha. At dreje på de tandhjul der sidder udenpå maskinen, men så får han sin tommelfinger i klemme mellem tandhjulene. Han har fået ca. 5 små sår og et ret stort og dybt et. Da det sker ved syvtiden og det er ved at blive mørkt vælger vi at rense det godt og så se hvad der så skal ske. Efter en snak med hans forældre beslutter vi os for at finde ud af noget med at komme til lægen. Men da man ikke kører nogle steder efter mørkets frembrud og fordi det tager en halvtime til Masaka, vælger vi og vente til næste dag. Så vi tager onsdag morgen af sted mod Masaka og klinikken og får kigget på hans finger. Og efter to konsultationer med to forskellige læger, et røntgen billede og to sygeplejersker der renser det og forbinder det, finder vi ud af at der ikke er nogen skade på knoglen og at det bare skal have lov til at vokse sammen. Daniel får noget smertestillende og noget antibiotika, og så tager vi hjem igen. Så efter tre besøg ved lægen på den sidste uge, kan vi nu konstatere at fingeren har det godt og at Daniel snart er klar til at arbejde for Pontiano igen.

Daniel og hans finger

Ellers har ugen budt på undervisning på Cornerstone, hvilket jeg er blevet rigtig glad for og nyder og have min dejlige P2 som har nogle dejlige og skønne elever.

Udover det var vi onsdag aften med Pontiano inde i en lille by der ligger 4-5 km væk på vej mod Masaka, der hedder Masaka her var vi inde på klinikken i Bukunda hvor vi skulle besøge en ung kvinde fra kirken, som om morgenen havde fået stød af nogle dårlige el installationer. Hun kunne hverken tale og hun var heller ikke rigtig til stede og var meget diffus og hendes øjne kørte rundt.

Søndag blev brugt på at tage i kirke, hvor vi var med til børnekirke så vi kunne se hvordan det fungerer. Det var rigtig fint, i dag var gudstjenesten dog lidt lang, vi startede ved 10 tiden og sluttede først halv to kvart i to. Vi kørte hjemmefra kl. Halv 10 og var hjemme lidt over to. Vi mødte også den kvinde vi var oppe og besøge på klinikken i Bukunda, hun var næsten okay igen, hun talte og gik, men virkede meget træt og havde stadig grimme sår på hænderne. I starten af gudstjenesten var der et slags vidnemøde, hvor der kom mange op og vidnede om noget Gud havde gjort for dem, og Lydia som er den kvinde der fik stød kom op og fortalte og viste hvordan Gud har helbredt hende, og der var rigtig mange andre fede oplevelser, som bare vidner om at de lægger alt over til Gud og stoler på at han vil gribe ind i alt hvad de står med! Det er enormt bekræftende og det kunne vi i DK lære rigtig meget af!

På Pontianos bil står der Praise God

Ellers har vi bare mødt rigtig meget af Afrika tid, og føler os nu rigtigt hjemme på farmen og i lejligheden, som vi nu har for os selv og har gjort rent og fået den til at se ud som vi gerne vil have at den skal se ud. Vi laver engang i mellem noget praktisk arbejde på farmen, som og lave mursten, hakke halm, sætte en vandtank op, samle majs og på et tidspunkt skal vi ha' sat noget solcelle halløj op som kan varme vores vand op, så vi kan få et varmt brusebad - Total luksus! Men hvornår det bliver ved vi ikke, når uganderne siger snart kan det være inden for de næste par måneder, når de siger NU betyder det bare inden alt for længe men hvis de siger NU NU! så betyder det lige nu. Sådan er afrika og African time, og det er hyggeligt nok. 

Paul en af drengene på farmen og mig foran den smukke
solnedgang

Men alt i alt, så har jeg det godt og nyder vejret og de søde mennesker. Jeg glæder mig til at Kamuzinda og Uganda skal være mit hjem i de næste mange måneder!

Guds fred
Henriette

 1. John. 4, 9 “Vi elsker, fordi han elskede os først.”

Kamuzinda farm, The Noble House, Seminar, tissende barn, farmer girl!

Alt vel her!

Den sidste uge er der sket rigtigt meget, men det har været en rigtig god uge. Vi flyttede tirsdag ud på Kamuzinda farm, ved familien Nyombi som består af Pontiano og Rogers, og deres fire –snart fem børn, Halle, Tina, Enog og Solomon. Det er en enormt dejlig familie, som er så søde og hjælpsomme når to muzunguer ( hvide mennesker) kommer til Uganda og er lidt på barbund.  Tirsdag var vi med Pontiano rundt og se området, dvs. Farmen og markerne omkring os, og Cornerstone som er den skole vi underviser på og så Kamuzinda som er den lille landsby som vi bor lige ved siden af hvor bl.a. kirken som Pontiano og hans familie kommer i ligger.

Onsdag var vi ude og se et børnehjem The Noble House, sammen en dansk dame. Her mødte vi en masse søde børn som bare trænger til en masse kærlighed og pleje. Der var bl.a. en lille pige som har aids, og man regner ikke med at hun bliver 5 år. Og den sødeste lille dreng Messi som bare sad i mine arme og faldt til sidst i søvn, han var noget så sød, en lille guldklump. Så hvis jeg skal have en med hjem skal det nok være ham, men det kan godt være at jeg kommer til at sige det en del gange i løbet af de næste fem måneder.

Søde børn, på børnehjemmet The Noble House

Søde Messi 

Torsdag og fredag var vi oppe i kirken Kamuzinda Victory Church of Christ, her var vi til et seminar omkring børnekirke som blev holdt af to søde mennesker fra Tanzania, Brother Jonas og Sister Sarapia. Det var enormt spændende at høre lidt om hvordan de kører deres børnekirke i Tanzania og så se hvordan Uganderne tog i mod et forslag om hvordan man kunne gøre det her i Uganda. De havde flere enormt gode ting at sige og jeg synes jeg fik en masse ud af det og det var rigtig spændende. Seminariet varede torsdag fra 10-17 og det samme gjorde det fredag, så det var to ret lange dage og til tider blev man dag også lidt træt, det gjorde de få børn som var blevet trukket med også, der kom en lille sød dreng på et par år, hen til mig og fordi jeg ikke kunne stå for de små øjne tog jeg ham op og det varede ikke længe før han sov. Og fordi jeg gav ham så meget kærlighed( er min påstand), kom han til at give liiidt for meget slip og pludselig blev det meget varmt i mit skød og meget vådt, og så havde han altså tisset på mig… Dette var til meget stor underholdning for Daniel og jeg synes ikke lige i øjeblikket at det var super sjovt, men kunne da godt grine af det senere. Da vi så fortalte det til Pontiano og Rogers om aftenen synes Pontiano at det var lige så underholdende som Daniel gjorde, mens Rogers mente at det var fordi han fik så meget kærlighed (denne teori holder jeg mig til!) Hun er nemlig en meget klog dame!

Den lille tissetrold

Torsdag og fredag aften hjalp vi Pontiano med lidt praktisk arbejde. Torsdag var vi ude i en af markerne hvor der er majs og hente det hjem. Dette foregår med håndkraft hvor man samler alle majskolberne op og putterne dem i sække og fylder dem i Pontianos bil, det har nemlig ikke nogen traktor, så bilen fungere som traktor og vogn på samme tid. Dette var sjovt og fordi vi var ret mange og marken ikke var så stor tog det ikke mere end en time – halvanden.

Majsmarken
Fra venstre nabomand, drengene fra farmen Benjamin, Paul og Mike Pontiano og jeg

Smuk sol nedgang i Uganda

Fredag var vi igen ude i en anden af markerne for at hjælpe med at sætte en vandtank op, fordi der i lang tid har været tørke med nærmest intet vand og den fik vi sammen med drengene der arbejder på farmen sat op, og det var også ret sjovt. Så lidt praktisk er vi faktisk også!
Lørdag var vi i Masaka for at handle ind og så meget af byen, som er den nærmeste by hvor der er rigtig gode indkøbs muligheder. Om aftenen tog vi over og så en fodbold kamp som nogle af de lokale drenge spillede, det var rigtig sjovt og ret seriøst med dommer og sidelinjedommere og det hele. Den seriøse idyl blev dog ødelagt lidt da der på et tidspunkt i anden halvleg løb en kø ind over banen.
Søndag var vi i kirke med Pontiano og Rogers og børnene, midt under Pastor Daniels prædiken begyndte det at regne voldsomt, så når regnen ramte kirkens bliktag kunne man overhovedet ikke høre hvad Pastor Daniel sagde. Så i stedet begyndte man da bare at bede lidt, og takke og lovprise Gud for at nu kom der regn til den tørre jord, er det ikke herligt – tænk hvis vi danskere var så glade hver gang der kommer regn.
Efter kirke og efter middag dvs. Kl. halv seks, kørte vi med Pontiano og familien mod Masaka. De to ældste børn Halle og Tina skulle hen på deres nye skole, Pastor Freds School, som er en af AITs projekter som er blevet en rigtig god og velfungerende skole. Her skal de fremover gå og fordi den ligger lidt langt væk har Pontiano og Rogers valgt at børnene skal bo på et lille hjem overfor skolen, så de ikke har så langt i skole og Pontiano ikke skal køre dem hver dag. På vej over til skolen tog vi med ud i marken ved en mand på vej ud i bushen som skulle have hjælp til at installere et vandingsanlæg så han kunne vande sin mark når der nu ikke rigtigt kommer noget regn.

I dag mandag har vi været ude på Cornerstone, og vi fik en dejlig velkomst med sang og dans og en tale ved Pastor Vincent. Vi fandt ud af hvilke klasser vi skal undervise i og blev introduceret for alle lærerne. Så i morgen går det for alvor i gang og vi er klar til at få en hverdag i gang hernede. 

Børnene på Cornerstone

Så alt i alt går det rigtig godt hernede og vi nyder det gode vejr og de varme temperaturer!

Guds Fred

Henriette

Salmebogen nummer 80 vers 5

"Med din trøst min sjæl opfyld
for min frygts og armods skyld,
at I troen idelig
jeg må hænge fast ved dig."