Matooke, Klinikken, Cornerstone, søde mennesker, Gud er awesome!

Her er lige en opdatering fra Uganda 

Sidste mandag havde jeg aftalt med Rogers at hun skulle lære mig at lave matooke, som er de grønne bananer hernede, også kaldet mad bananer. Matooke kan laves til en slags banan mos, som smager stort set lige som kartoffelmos. Matooke bananer har ikke samme konsistens som de gulebananer, men er hårde og det grønne på dem skal skrælles/skæres af. Derefter skal de over kog ligesom kartofler. Da jeg skulle finde Rogers og aftale hvornår vi skulle lave det, var hun ikke hjemme men var over ved gæstehuset, så jeg gik derover og fandt hende over ved hendes søster, som om aftenen lige havde født en lille søn, så jeg så en én dag gammel lille sød og dejlig dreng! Han var bare så sød! Men som Rogers sagde lige nu ligner han en Muzungu, han er stadig meget hvid, og om et stykke tid bliver han mørk som de andre.

Søde Solomon og Enog

Søde Solomon

Rogers havde bagt kage, så vi fik lige en!

Tirsdag blev en dag som vi nok ikke lige glemmer igen, men den startede meget normalt. Vi tog ud på skolen og begyndte at undervise lidt, så hvordan de andre lærer gjorde det og gik ellers bare en bog som vi kunne begynde at undervise fra. Da vi kom hjem hjalp vi om aftenen Pontiano med at hakke noget halm/hø som skulle bruges som foder til grisene. Det gik Daniel i gang med sammen med nogle af drengene på farmen, det skulle gøres i en maskine som hakkede det med nogle blade inde i maskinen. I mens de var i gang, hjalp jeg med at lave mursten, på den moderne afrikanske måde. vi tog noget af de  flotte røde jord, puttede i en lille maskine uden strøm, som man putter jorden i, og så sætter låget på og trækker en stang henover og så presser den jorden sammen med en sådan kraft at den presser murstenen sammen og man kan løfte murstenen op, og så har man lavet en mursten. Da vi var ved at være færdige, gik vi over til Daniel og drengene som stadig var i gang med at hakke. Pontiano siger at han synes vi skal stoppe for i dag, men Daniel synes lige så godt vi skal gøre det færdigt. Efter ca. Fem min. Sidder noget fast i maskinen og Daniel prøver at få det fri vha. At dreje på de tandhjul der sidder udenpå maskinen, men så får han sin tommelfinger i klemme mellem tandhjulene. Han har fået ca. 5 små sår og et ret stort og dybt et. Da det sker ved syvtiden og det er ved at blive mørkt vælger vi at rense det godt og så se hvad der så skal ske. Efter en snak med hans forældre beslutter vi os for at finde ud af noget med at komme til lægen. Men da man ikke kører nogle steder efter mørkets frembrud og fordi det tager en halvtime til Masaka, vælger vi og vente til næste dag. Så vi tager onsdag morgen af sted mod Masaka og klinikken og får kigget på hans finger. Og efter to konsultationer med to forskellige læger, et røntgen billede og to sygeplejersker der renser det og forbinder det, finder vi ud af at der ikke er nogen skade på knoglen og at det bare skal have lov til at vokse sammen. Daniel får noget smertestillende og noget antibiotika, og så tager vi hjem igen. Så efter tre besøg ved lægen på den sidste uge, kan vi nu konstatere at fingeren har det godt og at Daniel snart er klar til at arbejde for Pontiano igen.

Daniel og hans finger

Ellers har ugen budt på undervisning på Cornerstone, hvilket jeg er blevet rigtig glad for og nyder og have min dejlige P2 som har nogle dejlige og skønne elever.

Udover det var vi onsdag aften med Pontiano inde i en lille by der ligger 4-5 km væk på vej mod Masaka, der hedder Masaka her var vi inde på klinikken i Bukunda hvor vi skulle besøge en ung kvinde fra kirken, som om morgenen havde fået stød af nogle dårlige el installationer. Hun kunne hverken tale og hun var heller ikke rigtig til stede og var meget diffus og hendes øjne kørte rundt.

Søndag blev brugt på at tage i kirke, hvor vi var med til børnekirke så vi kunne se hvordan det fungerer. Det var rigtig fint, i dag var gudstjenesten dog lidt lang, vi startede ved 10 tiden og sluttede først halv to kvart i to. Vi kørte hjemmefra kl. Halv 10 og var hjemme lidt over to. Vi mødte også den kvinde vi var oppe og besøge på klinikken i Bukunda, hun var næsten okay igen, hun talte og gik, men virkede meget træt og havde stadig grimme sår på hænderne. I starten af gudstjenesten var der et slags vidnemøde, hvor der kom mange op og vidnede om noget Gud havde gjort for dem, og Lydia som er den kvinde der fik stød kom op og fortalte og viste hvordan Gud har helbredt hende, og der var rigtig mange andre fede oplevelser, som bare vidner om at de lægger alt over til Gud og stoler på at han vil gribe ind i alt hvad de står med! Det er enormt bekræftende og det kunne vi i DK lære rigtig meget af!

På Pontianos bil står der Praise God

Ellers har vi bare mødt rigtig meget af Afrika tid, og føler os nu rigtigt hjemme på farmen og i lejligheden, som vi nu har for os selv og har gjort rent og fået den til at se ud som vi gerne vil have at den skal se ud. Vi laver engang i mellem noget praktisk arbejde på farmen, som og lave mursten, hakke halm, sætte en vandtank op, samle majs og på et tidspunkt skal vi ha' sat noget solcelle halløj op som kan varme vores vand op, så vi kan få et varmt brusebad - Total luksus! Men hvornår det bliver ved vi ikke, når uganderne siger snart kan det være inden for de næste par måneder, når de siger NU betyder det bare inden alt for længe men hvis de siger NU NU! så betyder det lige nu. Sådan er afrika og African time, og det er hyggeligt nok. 

Paul en af drengene på farmen og mig foran den smukke
solnedgang

Men alt i alt, så har jeg det godt og nyder vejret og de søde mennesker. Jeg glæder mig til at Kamuzinda og Uganda skal være mit hjem i de næste mange måneder!

Guds fred
Henriette

 1. John. 4, 9 “Vi elsker, fordi han elskede os først.”